Dansk Demografisk Forening

Referat af foreningens årsmøde onsdag den 17. marts 1999

Referent: Niels Holmer Johansen

Mødeindkaldelse med dagsorden var udsendt til medlemmerne 2.3.1999.

I årsmødet deltog 15 medlemmer.

1. Valg af dirigent

Johannes Noordhoek blev valgt som dirigent. Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at mødeindkaldelsen var udsendt med det i vedtægterne foreskrevne varsel for årsmøder. Dirigenten gav derefter ordet til formanden.

2. Formandens beretning:

Lars Pedersen indledte med at nævne, at hans beretning ville blive kortfattet, men at der som annonceret i den udsendte dagsorden ville blive tale om en diskussion om foreningens fremtid i forlængelse af beretningen med indledning af Lisbeth B. Knudsen.

Aktiviteten i foreningen i retning af medlemsmøder havde desværre været minimal i det forløbne år - ja, faktisk havde der ikke været noget medlemsmøde! Samtidig havde bestyrelsen næsten ikke afholdt bestyrelsesmøder siden den beklagelige aflysning af det 12. Nordiske Demografiske Symposium, der som bekendt skulle have været afholdt af Dansk Demografisk Forening i dagene 26.-28. november 1997. Aflysningen skyldtes for få tilmeldinger fra de øvrige nordiske lande. Dette havde haft den yderligere konsekvens, at foreningens årsmøde 1998 ikke var blevet afholdt i 1998. Nærværende årsmøde dækkede således både 1998 og 1999. I konsekvens af udviklingen ønskede formanden ikke at genopstille til posten og mente i øvrigt, at man burde undlade at opkræve kontingent for 1998.

Dirigenten overlod herefter ordet til Lisbeth Knudsen, som omtalte det nye demografiske forskningscenter etableret i tilknytning til Odense Universitet pr. 1. januar 1998 på baggrund af en bevilling fra Grundforskningsfonden på i alt 45 mio. kr. til en femårs periode. Lisbeth Knudsen bekræftede bestyrelsens forslag om, at hun ville opstille til formandsposten og i givet fald forlægge foreningens sekretariat mm. til det nye forskningscenter, hvor hun er ansat. Det er så tanken, at der fremover søges afholdt et møde hvert halve år - og at de fordeles med ét i København og ét i Odense.

Der var almindelig tilslutning til Lisbeth Knudsens tanker om således nu at udnytte de nye muligheder for at få knyttet foreningen mere direkte til en demografisk forskningsinstitution.

Formandens beretning godkendtes derefter.

3. Kassererens beretning

Kassereren - Anita Lange - fremlagde det reviderede regnskab for perioden 29.3.97 til 17.3.99. Saldo pr. 29.3.1997 var kr 22.542,98. Pr. 17.3.1999 var den tilsvarende saldo kr 26.674,44, og der var således et pænt overskud på kr 4.131,46 trods af, at kontingentet for 1998 ikke var opkrævet og samtidig med at kontingentet til Nordisk Demografisk Forening var betalt for såvel 1997 som 1998. Det lave aktivitetsniveau var naturligvis forklaringen herpå.

Medlemsmæssigt er der tale om status quo på ca. 60, idet dog antallet af betalingsvillige medlemmer er usikkert på grund af den manglende kontingentopkrævning i 1998.

Kassererens beretning blev derefter godkendt.

4. Fastsættelse af kontingent for 1998 og 1999

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på kr 150,- for 1999, men intet kontingent for 1998. Bestyrelsens forslag blev vedtaget uden afstemning.

5. Valg af

- formand

Bestyrelsen foreslog - som nævnt under formandsberetningen - Lisbeth B. Knudsen. Lisbeth B. Knudsen valgtes med akklamation.

- bestyrelse

Af den hidtidige bestyrelse stillede Thomas Mortensen og Otto Andersen sig til rådighed for genvalg, medens de øvrige - Hanne Hansen, Niels Holmer Johansen, Anita Lange, Lars Pedersen og Simon Reusch ikke ønskede genvalg. Lisbeth Knudsen foreslog derefter Carsten K. Bak. Endvidere stillede Gerda Engholm sig til rådighed. Samtlige opstillede kandidater blev valgt med akklamation.

Bestyrelsen består herefter af Lisbeth B. Knudsen (formand), Otto Andersen, Carsten K. Bak, Gerda Engholm og Thomas Mortensen dvs. to færre end i den hidtidige bestyrelse. Dette skyldes, at bestyrelsen tidligere var udvidet i anledning af det planlagte symposium i 1997.

- revisorer

Johannes Noordhoek genvalgtes til revisor. Hanne Hansen blev valgt til revisorsuppleant.

Der nyvalgtes ikke repræsentanter til Sex og Samfund. De hidtidige repræsentanter - Lisbeth Knudsen og Niels Holmer Johansen - må således fortsætte.

6. Nordisk Demografisk Symposium

Det 13. Nordiske Demografiske Symposium afholdes som bekendt af Svensk Demografisk Forening 15. - 17. august 1999 i Umeå. Fristen for tilmelding af papers med abstracts er 1. april 1999. Efter denne dato vil samtlige abstracts blive præsenteret på Umeå Universitets Demografiske Databases hjemmeside http//www.ddb.umu.se.

Sidste frist for tilmelding til symposiet er 15. juli 1999. Forud for symposiet dvs. 12. - 14. august 1999 afholdes ligeledes i Umeå en konference i anledning af 250-året for den første svenske folketælling: "Swedish Population Statistics 250 years. Comparative Perspectives on the Arrangement and Use of Population Data" En særlig indbydelse til denne konference er udsendt i midten af marts.

8. Eventuelt

Anna Qvist mindede om, at "Befolkningens Bevægelser 1997" var udkommet og også - i lighed med 1996-udgaven - var at finde på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Dirigenten takkede herefter forsamlingen for god ro og orden under årsmødet.

Den 25. marts 1999

Formand / Dirigent:

Lisbeth B. Knudsen / Johannes Noordhoek